Måske kender du lige som jeg til det med, at folk omkring sig nogle gange får sig en overraskelse ifm. Ens liv.
F.eks som i min omgangskreds hvor de spørger ‘Er du hjælper?’ (Svar:nej, desværre ikke) Eller ’ Er du da handicappet?’ ( svar: ja, det er bare ikke synligt)
Jeg vil sige det sådan, at jeg er typen, der rigtig gerne vil hjælpe hvor og hvis man kan, men på Egmont højskolen f.eks. er der mange der har en aftale med skolen eller egne assistenter, ift. Hjælp.
Mit liv
Epilepsi kan være en svær ting at leve med, specielt hvis man som jeg faktisk gerne ville kunne være og have været i blandt dem der gør sig færdig på gymnasiet og/eller universitetet.
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg føler det kan være svært at omgåes de studerende, når jeg ikke selv har noget at byde ind med af samme speciale.
Den kommunale kamp
Ud over mig selv, høre jeg tit om mange der har en kamp med deres kommune ift. Job, skånehensyn, pension og uddannelse.
Selv har jeg ikke altid haft det nemt med kommunen, og kæmper stadig idag med, at overbevise dem om, at jeg står stærkere ift. Job, hvis jeg bliver mere uddannet og de søger bredere, dvs. Uden for kommunegrænsen.
Jeg vil også sende en tak ud til alle dem, der har lært at respektere mig for den jeg er.
Vi har alle vores udfordringer i hverdagen, nogle af os bære bare en større byrde end andre.
Mit budskab i til dette emne vil derfor være:
- Vi med usynligt handicap, er i blandt jer hele tiden, så hjælp os når vi har behov for det, og tro på vores evner.
- Hjælp os med at få øget vores tilgængelighed ift. Uddannelse, trafikken, og ikke mindst ligerettigheder mellem handicappet og IKKE-handicappet bl.a ift. Jobmulighederne.
Tak for ordet